Challenge Metoden i FIT Living - Bestainable Daily 8/1-2021

Lockdown Lørdage – Bestainable Daily 9/1-2021

Uge 1 i 2021 er så småt gennemført, det er lørdag. En dag man kan bruge på LIGE hvad man vil, og oftest en dag med aftaler, sociale arrangementer og alt det vi ikke må. Hvad sker der når der er noget man ikke må? Man fokuserer 110% mere på det. Derfor ville jeg da lige liste nogle af de ting jeg bruger mine lørdage på under lockdown, når middage og byture er udelukket (og vi alle er kørt døde i zoom). De er nok ikke alle for dig, men måske du kan blive inspireret eller sende nogle tips i min retning? #help

Corona Family

Hvis du ikke allerede har en familie du kan hygge med eller som laver mad til dig, så vil jeg foreslå at du får dig en. Jeg har nogle tætte veninder jeg har set igennem hele perioden. Har en af os været “over-sociale” så bliver vi testede, så vi kan komme ind i vores bobbel igen. Jeg er klart den af os som har det bedst med bare at trolde den derhjemme, så jeg bliver typisk lokket ud af lejligheden/hulen med enten mad eller kaffe. De er alle gode i køkkenet, så jeg er blessed på den front. Før januar hvor jeg jo ikke drak, kunne der hurtigt gå drinks og musik i den, så fik man lidt af den gamle feststemning. Det er en skøn tid vi har sammen, hvor det ikke handler om at finde det næste sted at tage hen, men bare være os sammen.

Obs. Er du selv eller har du en tæt på som er ekstra udsat, så er dette nok ikke en mulighed pt. Håber resten af listen hjælper eller at du har fundet online løsninger<3

Netflix & FaceMask

Når jeg er hjemme hele tiden, så har jeg en tendens til at “falde lidt af på den”, ingen på zoom kan se hvornår jeg sidst har været i bad eller reelt skiftet tøj (pro tip: du skifter bare den sweater du har over nattøjet af og til!). Det kan føles ligegyldigt, at gøre noget ud af sig selv, og den rutine jeg normalt ville have op til en weekend eller et event, bliver absolut ikke vedligehold. Pludselig er der langt imellem eppilatoren bliver brugt og selvforkælelsen bliver erstattet med IG-scrolling mens jeg spiser take-away i sengen. MEN det er nemt at komme ud af, sæt en serie eller film på du ikke behøver følge 100% med i (gerne noget du bliver glad af at se), og så går du self care amok. På en lørdag aften kan man sagtens nå body scrub, fodbad, ansigtsmaske, hårkur og måske (hvis du er ekstra ihærdig) et lag neglelak, farve bryn eller hvad end der får dig til at føle dig ekstra godt tilpas. For det er egentlig det det handler om. Jeg skal være den første til at sige F*** IT til hvad andre tænker du ligner når du går i netto, dette punkt er absolut ikke for det ydre. Men den følelse du har når du ligger dig til at sove om aftenen. Jeg har det personligt aller bedst i rent sengetøj efter et langt bad med lermaske over det hele, body oil smurt fra top til tå, børstede bisser og lidt gua sha massage i ansigtet inden jeg slukker Netflix og falder i søvn.

YouTube Tutorials

Jeg arbejder med YouTube til daglig, så det hænder at jeg havner nede i et eller andet rabbit hole jeg ikke vidste eksisterede. Det har lært mig mange ting igennem tiden, blandt andet at klippe mit eget hår og få mere orden i mit liv og være mere produktiv (tak YouTube). Min seneste YT addiction er Hair Tutorials, måder jeg “nemt” og “uden effort” kan style mit hår, som var jeg en hollywoodstjerne. Det er IKKE altid hverken nemt eller uden anstrengelser (eller at man ligner en hollywoodstjerne), MEN jeg har lært nogle tips, jeg klart skal bruge til mit post corona glow up! Har allerede fået et par komplimenter på mine zoom kald, men nedenfor kan i se mit seneste forsøg på over night curls haha. Min pointe er, at nettet er fyldt med ting man kan lærer, helt gratis. Det handler bare om at finde en ting i sit liv man gerne vil forbedre? Madlavning? Rengøring? Sy tøj? Uanset hvad du vil lære, så er der en video på YT eller måske et blogpost her på bloggen.
Her kommer lige lidt opskrifter på beauty produkter som jeg jo selv laver. Nogle er med i min bog Naturlig Beauty (på tilbud i Magasin) og Naturlig Cleaning, dem vil jeg da også anbefale hvis du keder dig;)
Naturlig Beauty Produkter: 
Hjemmelavet Deodorant
Kaffe Scrub
Havre Ansigtsmaske

Solo Rave

En god fest med bas i fødderne er nok hvad jeg savner mest. Derfor holder jeg gerne små mini raves for mig selv. Finder mine yndlings dj’s på SoundCloud og hører et helt mix HØJT igennem. Har du sarte naboer så køb nogle gode høretelefoner. Personligt var min første investering under lockdown i marts en større højtaler haha. Sender gerne et mix afsted hvis i mangler! Det er også en god måde at få lidt bevægelse i kroppen, hvis du som jeg, er røv træt af at gå ligegyldige ture.

Den Praktiske

Til de dage hvor energien er lidt højere, eller du bare generelt er en overachiever her i livet. Der er altid noget man kan rydde op og rydde ud i. Køkkenskabe, dit tøj, toiletartikler, make-up, billederne på din telefon, you name it. Alt behøver ikke ske på én gang! Jeg har lavet en liste med områder jeg ønsker at få orden i, og så tager jeg bare én ad gangen, når jeg har overskuddet. I går ryddede jeg op i alle mine noter på min computer og i forgårs tog jeg en enkelt skuffe i stuen. Intet for småt eller stort. Kan også slås sammen med et lille rave eller en god podcast!

Podcasts

Alt kan ske mens du hører podscasts, madlavning, self care, oprydning etc. Hvis du ikke er gået i gang med at lytte endnu, så har du en verden af underholdning indenfor rækkevidde (på din telefon). Har listet lidt favoritter her: Podcasts du skal lytte til
Vil helst ikke vide hvor mange timer af mit liv jeg har lyttet til podcats, det er ikke lidt!

Ryk Rundt

Jeg har nu 4 gange siden marts, rykket rundt i min stue og soveværelse. Fundet på nye måder at placerer mine møbler og udnytte områder i min lejlighed. Bor i en 2værelses så det er ikke fordi der er uanede muligheder, men det gør det også til et ok overskueligt projekt. Elskede også at rykke rundt på mit værelse som barn, men har nok aldrig gjort det 4 gange på ét år før. Man giver altid op et par gange undervejs, men hvis du kommer igennem, så er det den bedste følelse at vågne op i et “nyt” hjem, særligt nu hvor alt bare føles som det samme.

Håber det var en hjælp:) Det er lidt sent at sende dem ud her lørdag aften, men der er en hel søndag i morgen og nok også en del aftener i lockdown endnu haha. Hold humøret oppe så godt i kan og pas på jer selv.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Challenge Metoden i FIT Living - Bestainable Daily 8/1-2021